Erfarne rådgivere etablerer nyt firma specialiseret i miljø og klima

En ny rådgivende ingeniørvirksomhed ser nu dagens lys. Tre af landets mest erfarne miljøkonsulenter står bag TRE, der rådgiver indenfor miljø, miljøsanering, nedrivning, cirkulær økonomi mv. TRE har fra start kunder blandt landets største virksomheder.

Med et ønske om at etablere egen virksomhed og dyrke en niche i rådgivermarkedet har Niels Trap, Jonas Rose og Maria Ekblad nu etableret rådgivningsvirksomheden ’TRE – rådgivende ingeniører og biologer’. De har alle tre omfattende brancheerfaring og kommer senest fra Golder Associates, der i april i år blev en del af WSP Danmark.

”Vi tror på, at der plads i markedet til en specialiseret rådgivningsvirksomhed med fokus på miljø og bæredygtighed. Vi har fra start en række kunder, som kender os gennem tidligere opgaver, og den positive respons, vi indtil nu har mødt fra markedet, tegner lovende,” siger rådgiver og direktør Niels Trap fra TRE. Han har været en del af Golder Associates i knap 20 år, bl.a. som teknisk direktør og leder under opstarten i Danmark.

Forventer et voksende marked

Trap, Rose og Ekblad (navnet TRE er stifternes initialer) har siden 1. juni taget de første skridt til etableringen og er nu også på plads med kontor i 2860 Søborg. Mens det er stifternes baggrund, erfaring og netværk, der skal skabe de første opgaver, ser de dog flere grunde til, at timingen er den rette for det nye selskab.

”Klimadagsordenen fylder mere og mere, og netop bæredygtig miljørådgivning kan gøre en stor forskel – ikke mindst i byggebranchen, hvor bygherrer, entreprenører, arkitekter, investorer og andre i stigende grad efterspørger den spidskompetence,” fortæller Niels Trap og fortsætter: ”Vi har også en fordel i, at der netop nu sker opkøb og konsolidering i den del af rådgivningsmarkedet. Når der er forandringer, kan kunderne være fristet til at afprøve nye muligheder – især hvis det er hos rådgivere, de allerede kender godt.”

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.